BuddyBox – Fra idé til prototype
Idéudvikling
I denne workshop skulle vi udvikle en prototype til en dating-app med en bestemt målgruppe. Vores gruppe valgte børn i alderen 8–13 år, men vi ville gøre idéen mindre romantisk og i stedet fokusere på at hjælpe børn med at finde nye venner og legekammerater – både online og i virkeligheden.
Vi udviklede konceptet BuddyBox, hvor børn kan finde andre med lignende interesser, fx gaming, K-pop, kæpheste og kæledyr. Samtidig var det vigtigt for os at tænke på børnenes sikkerhed med forældrekontrol, verificering og beskyttelse af deres identitet.
Design og første prototype
Vi startede med at udvikle de grundlæggende funktioner og opbygningen i Figma. Vi forestillede os et legende design inspireret af scrapbøger og stickers med store billeder, farverige knapper og små illustrationer. I stedet for profilbilleder skulle børnene kunne vise deres interesser gennem billeder af fx hobbyer eller kæledyr.
Den første prototype fokuserede primært på de grundlæggende funktioner og navigationen, så vi kunne teste idéen og finde ud af, hvad der fungerede i praksis.
Vi testede den første prototype i klassen og brugte feedbacken til at finde de områder, der skulle forbedres. Testen viste blandt andet, at forældresiden manglede et tydeligt overblik over barnets aktivitet, og at det var uklart, hvordan forældrene kunne følge med i appens brug.
Der manglede også en tydelig hjemmeknap og en mere overskuelig navigation.

Anden prototype og brugertest
På baggrund af feedbacken udviklede vi vores anden prototype med mere detaljeret design, farver og tekst. Vi tilføjede blandt andet en side med barnets aktivitet til forældrene og gjorde hjemmeknappen og navigationen tydeligere.
Ved den næste brugertest fik vi yderligere feedback om, at tilbage-knapperne skulle være lettere at trykke på, at appen manglede en forside med login, og at farverne kunne justeres. Vi brugte disse forslag til at forbedre brugeroplevelsen yderligere.

Endelig prototype
Efter de to brugertests samlede vi vores ændringer i den tredje og endelige prototype. Her arbejdede vi videre med navigationen, forsiden, farverne og forældrenes overblik for at skabe en mere sammenhængende og brugervenlig løsning.
Målet var at gøre BuddyBox sjov og nem for børn at bruge, samtidig med at sikkerhed og forældrenes tryghed var en vigtig del af konceptet.


Refleksion
Workshoppen viste mig, hvor vigtigt det er at teste sine idéer tidligt og bruge feedback aktivt. I stedet for kun at arbejde videre ud fra vores egne antagelser kunne vi opdage problemer og forbedre prototypen gennem flere iterationer.
Jeg lærte også, at et godt design ikke kun handler om udseende, men i høj grad om brugervenlighed, navigation og målgruppens behov. Det var især vigtigt i vores projekt, fordi appen både skulle være sjov for børn og skabe tryghed for deres forældre.