Fra to ord til en film på 24 timer
Til vores stop motion-projekt blev klassen delt i to, hvor den ene halvdel fik lyserøde post-its og den anden halvdel gule. På de lyserøde skulle vi skrive noget, vi kunne lide, mens de gule skulle indeholde noget, vi ikke kunne lide.
Fra idé til film
Derefter blev vi delt op i grupper, og vores teamleder trak én post-it fra hver farve. Vi endte med ordene „ro“ og „ånde“. Vi var først lidt forvirrede over ordet „ånde“ – mente det dårlig ånde eller ånde som i et spøgelse? Men vi besluttede os for at kombinere begge betydninger.
Vi havde kun 24 timer til at udvikle vores idé og lave filmen, så vi gik hurtigt i gang med at brainstorme og finde et passende sted til optagelserne. Mens vi udviklede historien, lavede vi også et storyboard på papir, hvor vi planlagde de forskellige scener og kameravinkler.
Derefter begyndte selve optagelserne. Vi prøvede forskellige vinkler og tog mange takes, indtil vi var tilfredse med resultatet. Til sidst gik vi i gang med redigeringen. Johannes havde allerede erfaring med Adobe-programmerne og hjalp med at klippe filmen og tilføje forskellige elementer. Det gav os samtidig mulighed for at følge med og få et første indblik i programmerne.

Film festival
Dagen efter var det tid til premiere. Vi fik popcorn og sodavand og så alle gruppernes film. Det var sjovt at se, hvordan de samme typer af ord kunne føre til så forskellige idéer og historier.